Random header banner 1 Random header banner 2 Random header banner 3 Random header banner 4 Random header banner 5

Ragdoll killinger

 

Kuldnavnet Genova 

 

 

 DK Rags of Silks kuldnavne relaterer alle til silke, silkeproduktion o. lign. Genova kuldet er opkaldt efter byen Genova i Italien. Genova er én af de såkaldte maritime republikker, der mod slutningen af det 11. århundrede blev uafhængige bystater, som blev velhavende gennem handel, bankforretninger, skibsbyggeri og industri. Genova opbyggede én af de største og mest magtfulde flåder i Middelhavet. Genova, Venedig og Konstantinopel var udgangspunktet for de købmænd, der drog ud på Silkevejen mod Kina for at hente eftertragtede og eksotiske varer som silke og krydderier med tilbage til Europa. 

 

Genova begyndte med at importere silke og blev hurtigt hovedleverandør til byen Lucca, som var Italiens center for silkeindustri i midten af det 12. århundrede. Først i det 14. århundrede, hvor silkearbejdere fra Lucca måtte forlade deres by af politiske årsager og flyttede til Genova, fik byen sin egen silkeindustri. Genova var i forvejen kendt for sine guld og sølvgarner, og byen blev hurtigt kendt i Europa for to særlige typer af silkestoffer: silke indvævet med guld- og sølvtråde og terciopelo fløjl (triple velvet).

 

Silkeproduktionen i Genova havde sin storhedstid i det 15. og 16. århundrede, hvor størstedelen af byens indbyggere arbejdede med silke. Før den industrielle revolution krævede fremstillingen af mønstrede silketekstiler meget dygtige vævere og store investeringer i væve og råmaterialer. Mønstret silke og silkevelour – især med indvævede metaltråde - blev derfor kun fremfremstillet i få højt specialiserede centre, og produktionen var domineret af de italienske bystater.

 

Mønstret silkefløjl var det dyreste og mest prestigiøse af alle vævede tekstiler i det 15. og 16. århundrede, men mønstret silke, damask og brocade var også kostbare stoffer, som Europas elite klædte sig i. Fra Kina via Istanbul og Bursa kom blomsterdesign inspireret af granatæbler og artiskokker til de italienske bystater og blev uhyre populære. I det 17. århundrede begyndte Genova at producere flerfarvet silkefløjl med blomstermotiver til tapeter og møbler. Disse stoffer skulle blive de riges foretrukne valg til indretning af formelle rum i deres hjem frem til det 18. århundrede, hvor man fik smag for lettere stoffer.